Ren frygt

Jeg tror slet ikke, at folk forstår mig når jeg siger, at jeg frygter matematik-eksamen.
Det er ikke bare en normal nervøsitet eller en uro i maven - Det er virkelig ren frygt.
Jeg plejer aldrig at være nervøs inden en eksamen; Som i virkelig, aldrig. Men for denne eksamen har jeg været nervøs siden sidste fredag - Det er en helt uge før jeg overhovedet skal op! Jeg kan slet ikke holde det ud.

- Siden 2. klasse har jeg haft voldsomt svært ved matematik.
Jeg stod af hver gang det drejede ind på noget logisk, og det krævede virkelig lang tid og mange forklaringer før jeg forstod selv det mest simple regnestykke. Jeg var langsomt-opfattende når det kom til matematik, og jeg var ufattelig langt bagude med hensyn til lektier, da jeg simpelthen bare valgte at give op.
Jeg har modtaget ekstra hjælp fra "de gode elever", jeg har haft en støtte-lærer som skulle lære mig de helt basale ting som division og brøker og jeg er krøbet igennem så mange smuthuller, da min matematik-lærer fra folkeskolen vidste, hvor meget en dårlig karakter kunne ødelægge mit humør (Voldsom-stræber.dk).

- Gennem 8-9. klasse var jeg igennem en del undersøgelser, som viste, at jeg havde fået en del skader på mit "logiske center" i hjernen på grund af nogle voldsomme episoder tidligere i mit liv. Det var simpelthen ikke fordi, at jeg var dum, at jeg ikke kunne finde ud af matematik - Men fordi at min hjerne simpelthen ikke havde "evnen" til at tænke logisk. De mest simple ting skulle jeg bogstavelig talt have fortalt ned til mindste detalje. Hvis læreren sagde til mig "Jamen sådan er det jo bare. Det er logisk"; Så kunne jeg stå og se fuldstændig forvirret ud, fordi det ikke "bare var logisk" for mig - Hvis det ikke havde en bestemt form for sammenhæng, så stod jeg helt af.
Det frustrerede mig grænseløst, at jeg ikke kunne gøre noget ved mit problem, men på samme tid gav det mig en vis form for lettelse at vide, at jeg i det mindste ikke kunne gøre for det.
Jeg er bare ikke skabt til at tænke logisk - Lever jeg op til min hårfarve? Apparently I do.

- I 9. klasse begyndte jeg at ændre min syn på matematik. Jeg nægtede simpelthen at komme ud af folkeskolen med en dårlig eksamens-karakter. Så min støtte-lærer og jeg lagde en plan for, hvordan jeg hurtigst muligt lærte stoffet, der kunne dukke op i en skriftlig matematik-eksamen.
Jeg var så grænseløst lykkelig da jeg endte med at få 4 i skriftlig og 4 i mundtlig matematik, da jeg gik ud af 9. klasse. Jeg kunne simpelthen ikke beskrive den glæde jeg følte og jeg lovede mig selv, at jeg ville prøve at holde en vis form for fokus gennem gymnasie-tiden.
Jeg skulle vise alle, at jeg sagtens kunne forbedre mig!

- Da jeg startede i 1.G fik jeg tildelt en mentor og min matematik-lærer blev informeret om, at jeg havde en del problemer når det kom til matematik. Det første halve år fik jeg også 00 i alle mine matematik-afleveringer og mit mod på, at alt nok skulle ende godt, blev pludselig mindre og mindre.
I starten af dette år valgte jeg så at begynde i lektie-café hver gang jeg havde en matematik-aflevering for. Pludselig fik jeg en masse 10- og 12-taller, men jeg følte stadig ikke, at jeg havde fortjent det, selvom at det var mig der havde regnet stykkerne ud. Jeg var overbevist om, at det var de lærere der hjalp mig i lektie-caféen, som gjorde, at jeg fik så gode karakterer, men da jeg for nogle måneder tilbage havde en årsprøve i hele pensum i matematik, og derfor var tvunget til at arbejde alene, så fandt jeg ud af, at jeg ikke var helt så dum som jeg gik og troede;
Jeg fik (fucking) 7!!!!

- Det var en kæmpe sejr for mig - Jeg havde rent faktisk lært noget ved, at der var nogen der sad og hjalp mig hele tiden i lektie-café; Det var ikke bare dem der sad og lavede mine ting, men mig selv der havde lært at tænke mere logisk! Før i tiden kunne jeg kun få 00, og efter 6 måneder kunne jeg få 7! Min glæde var direkte ubeskrivelig og jeg var overbevist om, at jeg sagtens ville kunne klare mig gennem livet med bare dette 7-tal!
Nogle måneder efter "mit store 7-tal", blev års-karaktererne for de afsluttende fag, skrevet ind på lectio. 7 i skriftlig og 7 i mundtlig matematik - ALL OF MY WHATS?! I halvårs-karakter havde jeg fået 02 i begge ting, og nu fik jeg pludselig 7! Jeg var fuldstændig mundlam, og jeg ringede nærmest grædende op til min mor bare for at fortælle hende, at jeg havde fået hele to 7-taller. Alle mine 12-taller i de andre fag kunne ikke måle sig med de 7-taller jeg fik i års-karakter i matematik.
Det var ren lykke.

- Da jeg fandt ud af, at jeg skulle op i mundtlig matematik, begyndte jeg ærlig talt at græde. Jeg havde så inderligt håbet på, at jeg skulle op i musik, men nej; Jeg trak det korte strå og skulle igennem 40 minutters matematik-helvede. Jeg har prøvet at forholde mig positiv ved tanken om, at jeg skulle op i matematik, men i fredags begyndte nerverne og uroen at komme. Bare natten til i dag havde jeg 10 mareridt om (fucking) matematik-eksamen; You better believe me when I tell you, that I am fucking nervous.
Allerede nu sidder jeg og småryster med mine hænder, jeg har en irriterende hjerte-banken og jeg har mest af alt bare lyst til at forsvinde. Jeg lider ikke af eksamens-angst - Det er ikke dét der er problemet.. Det er tanken om, at jeg skal til en mundtlig matematik eksamen. Tanken om at jeg skal trække mellem 11 forskellige spørgsmål og fremlægge om et af emnerne. Tanken om at jeg helst skal kunne snakke frit og svare på min lærers spørgsmål. Tanken om at jeg kan forberede en fucking kick-ass disposition, men derefter fejle noget så grusomt, når læreren spørger ind til emnet. I'm so screwed.

Så når jeg siger, at jeg frygter matematik-eksamen, så er det virkelig ren frygt.
Ren frygt fordi jeg er blevet stemplet som "dum", når det kommer til at tænke logisk.
Ren frygt fordi at det er det eneste fag jeg er så grænseløst usikker på.
Ren frygt fordi jeg er en helt ekstrem stræber, der er vant til at få 10 og 12 i andre fag.
Ren frygt fordi jeg føler mig direkte hæmmet i at kunne tale frit om et emne
Ren frygt fordi det er matematik.

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne tro på mig selv og have en enorm selvtillid, som jeg har ved de andre fag; Men det har jeg bare ikke. Det hele er væk, og tilbage sidder frygten. Jeg krydser fandme fingre for, at jeg ikke bare begynder at græde, så snart jeg træder ind i eksamens-lokalet i morgen. Fuck.

Det må ikke være rigtigt!

1.G er snart slut, og jeg er derfor ikke længere en "sølle sut".
Jeg ser nu mig selv som en rigtig gymnasie-elev, og jeg kan ikke være mere lykkelig over den tanke! I starten af året var jeg blot forvirret og usikker på mit valg om gymnasiet og jeg havde ingen forestillinger om, at jeg ville betragte VG som mit andet hjem; För helvet jeg elsker det sted og alle de mennesker der går der <33333
Jeg er nu i gang med mine eksamener og årsprøver, og om nogle måneder er jeg officielt en 2.G'er. Det hele virker ligepludseligt meget mere seriøst og jeg tror næsten, at tanken behager mig. Hvem vil ikke gerne tages seriøst?
 I know I do.

Dog bryder jeg mig heller ikke om, at 1.G allerede er ved at være slut. Hvor blev alle de måneder af? Hvordan kan der blive proppet så mange minder og oplevelser ind i det korte stykke tid? Hvorfor holder jeg allerede så forbandet meget af mine venner? Jeg er ude i stand til at styre mine følelser for det sted (Der kom min poetiske side lige frem), og jeg hader tanken om, at jeg "kun" har 2 år tilbage på denne fantastiske skole. Det må ikke være rigtigt!
Tanken knuser mig jo næsten; Jeg har simpelthen gjort VG og mine venner til en for stor del af mit liv til, at jeg bare skal slippe dem om 2 år. Puha det er nok det sidste jeg har lyst til.


I dag var jeg hurtigt oppe på min skole for at trække min tekst til tysk mundtlig årsprøve, som finder sted i morgen. Jeg var så over(fucking)heldig at trække teksten "Christiane F: Wir Kinder vom Bahnhof Zoo" - Jeg har set den film mindst 10 gange, og at jeg nu får den som tekst gjorde jo bare det hele nemmere! Teksten har egentlig også været super nem at forstå, så allerede efter 4 timer var jeg færdig med min disposition og med at skrive ordret, hvad jeg skulle sige til eksamen. Derefter øvede jeg mig så på at huske det hele i hovedet, og den mission har jeg nu også nået. Jeg er sikker på, at den eksamen nok skal gå fantastisk; Især når man har så stor en kærlighed for det tyske sprog, som jeg har ;)))
På grund af mit hårde arbejde valgte jeg at forkæle mig selv, ved at købe nye plugs til mine ører. Jeg har bestilt to "Pug-plugs", og jeg elsker dem! Jeg sværger - Hvis én dreng købte noget til mig med en mops på, så ville jeg græde af glæde. *hinthint*. Ohmygod dette er selvforkælelse x1000. Fucking 100p.

Anywhore; Kender I de der indre diskussioner, man kan have med mig selv?
"Jeg er egentlig ret glad for det der.. MEN SÅ ER DER DET DER SOM IRRITERER MIG.. Men det der er egentlig også ret godt! MEN SÅ ER DER DEN DER TING JEG VIL SLÅ IHJEL"..
Yeaaah - You get the idea.
Sådan nogle har jeg mange af med mig selv for tiden. Jeg kan simpelthen ikke bestemme mig for, om jeg er glad eller ej. Jeg tror egentlig, at jeg er glad nok, men jeg føler bare, at jeg viiirkelig mangler et eller andet, som lige giver mig det sidste skub. Jeg har virkelig ikke den fjerneste anelse om, hvad det kunne være, så det ender egentlig bare ud i, at jeg diskuterer med mig selv.
Det er næsten voldsomt, så intelligent jeg kan lyde.


// Nadia Nielsen. Over and out.

Ingen aggressivitet

Aaaah jeg er simpelthen for fucking söd hele fucking tiden!
Hvorfor bliver jeg ved med at give folk chancer og tilgive dem, selvom at jeg udmærket godt ved, at det kommer til at gå galt hver gang?! Er der noget galt oppe i mit hoved? Aaaah sker der for alt her i livet. Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at blive sur og aggressiv? Der er ingen aggressivitet inden i mig. UGH!!! Ohmygod JEG SVÆRGER, hvis jeg kunne blive sur, SÅ GIK DET DA GODT NOK OGSÅ HELT GALT! For søren da også, åååååh hvad er der galt med mennesker i dag altså. Hvorfor forventer de, at jeg vil sætte ALT min tid af til dem?! Tror I, at I er mega specielle eller hvad?! Nej, det er ikke - For så havde jeg jo nok selv spurgt, om jeg ville se jer! aSDFGHJKL ohmygod og så bliver I sure på MIG, fordi jeg ikke liiiige har tid til at se jer - Ja, jeg undskylder da MANGE GANGE for, at jeg har et par eksamener og årsprøver jeg liiige skal igennem først; Herre fucking jesus kristus altså - Hvor vigtig tror du lige du er? Forventer du, at jeg dropper mine aftaler for din skyld? For søøøøøren da også det er GROTESK det her. iiiiih mærk min vrede OVER TEKST. sku', fuck, for søren, satans, bumbum AAH.


^Det skulle jeg simpelthen lige ud med. Som I kan se, så er jeg rigtig dårlig til ord, så jeg kan simpelthen ikke forklare mig ordenligt. Jeg måtte bare ud med det, fordi NOGEN MENNESKER BARE ER.. fdhidgioc det kan bare ikke beskrives. For søren da også det er rent humbug.
Og for at det ikke skulle være nok, så kan jeg heller ikke spise DUMLE KARAMELLER, da de sidder fast i min tungepiercing - Hvad er dette dog for en GRUSOM verden vi lever i? ÅH.
Der er forresten også en edderkop der har bosat sig ved min seng, SELVOM AT JEG STØVSUGEDE I TORSDAGS?!?!? 'Amen helt ærligt altså!!!

Jeg fucking hader fluer og matematik. Aaaaah.

Gå nu i seng, Nadia

                                                                   Jeg er træt;

• Af drama 
• Af løgne 
• Af rygter 
• Af pigefnidder 
• Af lektier og afleveringer 
• Af visse menneskers ansigter
• Af sygdom 
• Af venskaber man føler er ved at forsvinde 
• Af min kedelige hverdag 
• Af at jeg ikke kan være 100% ærlig om, hvad jeg går rundt og laver, da jeg så vil modtage skuffelser, forargede blikke og sure miner
• Af at føle, at jeg ikke længere har styr på mit liv
• Af at jeg bliver irriteret over de mindste ting, såsom at folk skriver "Hvis jeg får den der trøje/de der sko/whatevs, så bliver jeg lykkelig!" Materielle ting skaber ikke lykke - Hold din k***
• Af at jeg evigt og altid er udmattet i mit hoved, og at jeg ikke kan finde ro
• Af at jeg skal fremlægge i musik i morgen, men jeg har ikke forberedt noget endnu
• ^At små problemer som dette, rent faktisk ødelægger mit humør
• Af at jeg bogstavelig talt ikke har noget sommertøj; Og jeg har bestemt heller ikke nogle penge
• ^Materielle ting skaber ikke lykke - Husk det nu, Nadia.
• ^^Hold kæft hvor er jeg dobbeltmoralsk til tider

     - Jeg er bare træt. Hvor er min faste klippe? Min ro? Den eller Det jeg kan støtte mig til? Hvor er den ekstreme lykke jeg havde for nogle måneder siden? Hvor er mit overblik og min tro på, at alting nok skulle gå? Jeg burde købe en kat.

// Nadia Nielsen. Over and out.