Ren frygt

Jeg tror slet ikke, at folk forstår mig når jeg siger, at jeg frygter matematik-eksamen.
Det er ikke bare en normal nervøsitet eller en uro i maven - Det er virkelig ren frygt.
Jeg plejer aldrig at være nervøs inden en eksamen; Som i virkelig, aldrig. Men for denne eksamen har jeg været nervøs siden sidste fredag - Det er en helt uge før jeg overhovedet skal op! Jeg kan slet ikke holde det ud.

- Siden 2. klasse har jeg haft voldsomt svært ved matematik.
Jeg stod af hver gang det drejede ind på noget logisk, og det krævede virkelig lang tid og mange forklaringer før jeg forstod selv det mest simple regnestykke. Jeg var langsomt-opfattende når det kom til matematik, og jeg var ufattelig langt bagude med hensyn til lektier, da jeg simpelthen bare valgte at give op.
Jeg har modtaget ekstra hjælp fra "de gode elever", jeg har haft en støtte-lærer som skulle lære mig de helt basale ting som division og brøker og jeg er krøbet igennem så mange smuthuller, da min matematik-lærer fra folkeskolen vidste, hvor meget en dårlig karakter kunne ødelægge mit humør (Voldsom-stræber.dk).

- Gennem 8-9. klasse var jeg igennem en del undersøgelser, som viste, at jeg havde fået en del skader på mit "logiske center" i hjernen på grund af nogle voldsomme episoder tidligere i mit liv. Det var simpelthen ikke fordi, at jeg var dum, at jeg ikke kunne finde ud af matematik - Men fordi at min hjerne simpelthen ikke havde "evnen" til at tænke logisk. De mest simple ting skulle jeg bogstavelig talt have fortalt ned til mindste detalje. Hvis læreren sagde til mig "Jamen sådan er det jo bare. Det er logisk"; Så kunne jeg stå og se fuldstændig forvirret ud, fordi det ikke "bare var logisk" for mig - Hvis det ikke havde en bestemt form for sammenhæng, så stod jeg helt af.
Det frustrerede mig grænseløst, at jeg ikke kunne gøre noget ved mit problem, men på samme tid gav det mig en vis form for lettelse at vide, at jeg i det mindste ikke kunne gøre for det.
Jeg er bare ikke skabt til at tænke logisk - Lever jeg op til min hårfarve? Apparently I do.

- I 9. klasse begyndte jeg at ændre min syn på matematik. Jeg nægtede simpelthen at komme ud af folkeskolen med en dårlig eksamens-karakter. Så min støtte-lærer og jeg lagde en plan for, hvordan jeg hurtigst muligt lærte stoffet, der kunne dukke op i en skriftlig matematik-eksamen.
Jeg var så grænseløst lykkelig da jeg endte med at få 4 i skriftlig og 4 i mundtlig matematik, da jeg gik ud af 9. klasse. Jeg kunne simpelthen ikke beskrive den glæde jeg følte og jeg lovede mig selv, at jeg ville prøve at holde en vis form for fokus gennem gymnasie-tiden.
Jeg skulle vise alle, at jeg sagtens kunne forbedre mig!

- Da jeg startede i 1.G fik jeg tildelt en mentor og min matematik-lærer blev informeret om, at jeg havde en del problemer når det kom til matematik. Det første halve år fik jeg også 00 i alle mine matematik-afleveringer og mit mod på, at alt nok skulle ende godt, blev pludselig mindre og mindre.
I starten af dette år valgte jeg så at begynde i lektie-café hver gang jeg havde en matematik-aflevering for. Pludselig fik jeg en masse 10- og 12-taller, men jeg følte stadig ikke, at jeg havde fortjent det, selvom at det var mig der havde regnet stykkerne ud. Jeg var overbevist om, at det var de lærere der hjalp mig i lektie-caféen, som gjorde, at jeg fik så gode karakterer, men da jeg for nogle måneder tilbage havde en årsprøve i hele pensum i matematik, og derfor var tvunget til at arbejde alene, så fandt jeg ud af, at jeg ikke var helt så dum som jeg gik og troede;
Jeg fik (fucking) 7!!!!

- Det var en kæmpe sejr for mig - Jeg havde rent faktisk lært noget ved, at der var nogen der sad og hjalp mig hele tiden i lektie-café; Det var ikke bare dem der sad og lavede mine ting, men mig selv der havde lært at tænke mere logisk! Før i tiden kunne jeg kun få 00, og efter 6 måneder kunne jeg få 7! Min glæde var direkte ubeskrivelig og jeg var overbevist om, at jeg sagtens ville kunne klare mig gennem livet med bare dette 7-tal!
Nogle måneder efter "mit store 7-tal", blev års-karaktererne for de afsluttende fag, skrevet ind på lectio. 7 i skriftlig og 7 i mundtlig matematik - ALL OF MY WHATS?! I halvårs-karakter havde jeg fået 02 i begge ting, og nu fik jeg pludselig 7! Jeg var fuldstændig mundlam, og jeg ringede nærmest grædende op til min mor bare for at fortælle hende, at jeg havde fået hele to 7-taller. Alle mine 12-taller i de andre fag kunne ikke måle sig med de 7-taller jeg fik i års-karakter i matematik.
Det var ren lykke.

- Da jeg fandt ud af, at jeg skulle op i mundtlig matematik, begyndte jeg ærlig talt at græde. Jeg havde så inderligt håbet på, at jeg skulle op i musik, men nej; Jeg trak det korte strå og skulle igennem 40 minutters matematik-helvede. Jeg har prøvet at forholde mig positiv ved tanken om, at jeg skulle op i matematik, men i fredags begyndte nerverne og uroen at komme. Bare natten til i dag havde jeg 10 mareridt om (fucking) matematik-eksamen; You better believe me when I tell you, that I am fucking nervous.
Allerede nu sidder jeg og småryster med mine hænder, jeg har en irriterende hjerte-banken og jeg har mest af alt bare lyst til at forsvinde. Jeg lider ikke af eksamens-angst - Det er ikke dét der er problemet.. Det er tanken om, at jeg skal til en mundtlig matematik eksamen. Tanken om at jeg skal trække mellem 11 forskellige spørgsmål og fremlægge om et af emnerne. Tanken om at jeg helst skal kunne snakke frit og svare på min lærers spørgsmål. Tanken om at jeg kan forberede en fucking kick-ass disposition, men derefter fejle noget så grusomt, når læreren spørger ind til emnet. I'm so screwed.

Så når jeg siger, at jeg frygter matematik-eksamen, så er det virkelig ren frygt.
Ren frygt fordi jeg er blevet stemplet som "dum", når det kommer til at tænke logisk.
Ren frygt fordi at det er det eneste fag jeg er så grænseløst usikker på.
Ren frygt fordi jeg er en helt ekstrem stræber, der er vant til at få 10 og 12 i andre fag.
Ren frygt fordi jeg føler mig direkte hæmmet i at kunne tale frit om et emne
Ren frygt fordi det er matematik.

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne tro på mig selv og have en enorm selvtillid, som jeg har ved de andre fag; Men det har jeg bare ikke. Det hele er væk, og tilbage sidder frygten. Jeg krydser fandme fingre for, at jeg ikke bare begynder at græde, så snart jeg træder ind i eksamens-lokalet i morgen. Fuck.