Det må ikke være rigtigt!

1.G er snart slut, og jeg er derfor ikke længere en "sølle sut".
Jeg ser nu mig selv som en rigtig gymnasie-elev, og jeg kan ikke være mere lykkelig over den tanke! I starten af året var jeg blot forvirret og usikker på mit valg om gymnasiet og jeg havde ingen forestillinger om, at jeg ville betragte VG som mit andet hjem; För helvet jeg elsker det sted og alle de mennesker der går der <33333
Jeg er nu i gang med mine eksamener og årsprøver, og om nogle måneder er jeg officielt en 2.G'er. Det hele virker ligepludseligt meget mere seriøst og jeg tror næsten, at tanken behager mig. Hvem vil ikke gerne tages seriøst?
 I know I do.

Dog bryder jeg mig heller ikke om, at 1.G allerede er ved at være slut. Hvor blev alle de måneder af? Hvordan kan der blive proppet så mange minder og oplevelser ind i det korte stykke tid? Hvorfor holder jeg allerede så forbandet meget af mine venner? Jeg er ude i stand til at styre mine følelser for det sted (Der kom min poetiske side lige frem), og jeg hader tanken om, at jeg "kun" har 2 år tilbage på denne fantastiske skole. Det må ikke være rigtigt!
Tanken knuser mig jo næsten; Jeg har simpelthen gjort VG og mine venner til en for stor del af mit liv til, at jeg bare skal slippe dem om 2 år. Puha det er nok det sidste jeg har lyst til.


I dag var jeg hurtigt oppe på min skole for at trække min tekst til tysk mundtlig årsprøve, som finder sted i morgen. Jeg var så over(fucking)heldig at trække teksten "Christiane F: Wir Kinder vom Bahnhof Zoo" - Jeg har set den film mindst 10 gange, og at jeg nu får den som tekst gjorde jo bare det hele nemmere! Teksten har egentlig også været super nem at forstå, så allerede efter 4 timer var jeg færdig med min disposition og med at skrive ordret, hvad jeg skulle sige til eksamen. Derefter øvede jeg mig så på at huske det hele i hovedet, og den mission har jeg nu også nået. Jeg er sikker på, at den eksamen nok skal gå fantastisk; Især når man har så stor en kærlighed for det tyske sprog, som jeg har ;)))
På grund af mit hårde arbejde valgte jeg at forkæle mig selv, ved at købe nye plugs til mine ører. Jeg har bestilt to "Pug-plugs", og jeg elsker dem! Jeg sværger - Hvis én dreng købte noget til mig med en mops på, så ville jeg græde af glæde. *hinthint*. Ohmygod dette er selvforkælelse x1000. Fucking 100p.

Anywhore; Kender I de der indre diskussioner, man kan have med mig selv?
"Jeg er egentlig ret glad for det der.. MEN SÅ ER DER DET DER SOM IRRITERER MIG.. Men det der er egentlig også ret godt! MEN SÅ ER DER DEN DER TING JEG VIL SLÅ IHJEL"..
Yeaaah - You get the idea.
Sådan nogle har jeg mange af med mig selv for tiden. Jeg kan simpelthen ikke bestemme mig for, om jeg er glad eller ej. Jeg tror egentlig, at jeg er glad nok, men jeg føler bare, at jeg viiirkelig mangler et eller andet, som lige giver mig det sidste skub. Jeg har virkelig ikke den fjerneste anelse om, hvad det kunne være, så det ender egentlig bare ud i, at jeg diskuterer med mig selv.
Det er næsten voldsomt, så intelligent jeg kan lyde.


// Nadia Nielsen. Over and out.