Ren frygt

Jeg tror slet ikke, at folk forstår mig når jeg siger, at jeg frygter matematik-eksamen.
Det er ikke bare en normal nervøsitet eller en uro i maven - Det er virkelig ren frygt.
Jeg plejer aldrig at være nervøs inden en eksamen; Som i virkelig, aldrig. Men for denne eksamen har jeg været nervøs siden sidste fredag - Det er en helt uge før jeg overhovedet skal op! Jeg kan slet ikke holde det ud.

- Siden 2. klasse har jeg haft voldsomt svært ved matematik.
Jeg stod af hver gang det drejede ind på noget logisk, og det krævede virkelig lang tid og mange forklaringer før jeg forstod selv det mest simple regnestykke. Jeg var langsomt-opfattende når det kom til matematik, og jeg var ufattelig langt bagude med hensyn til lektier, da jeg simpelthen bare valgte at give op.
Jeg har modtaget ekstra hjælp fra "de gode elever", jeg har haft en støtte-lærer som skulle lære mig de helt basale ting som division og brøker og jeg er krøbet igennem så mange smuthuller, da min matematik-lærer fra folkeskolen vidste, hvor meget en dårlig karakter kunne ødelægge mit humør (Voldsom-stræber.dk).

- Gennem 8-9. klasse var jeg igennem en del undersøgelser, som viste, at jeg havde fået en del skader på mit "logiske center" i hjernen på grund af nogle voldsomme episoder tidligere i mit liv. Det var simpelthen ikke fordi, at jeg var dum, at jeg ikke kunne finde ud af matematik - Men fordi at min hjerne simpelthen ikke havde "evnen" til at tænke logisk. De mest simple ting skulle jeg bogstavelig talt have fortalt ned til mindste detalje. Hvis læreren sagde til mig "Jamen sådan er det jo bare. Det er logisk"; Så kunne jeg stå og se fuldstændig forvirret ud, fordi det ikke "bare var logisk" for mig - Hvis det ikke havde en bestemt form for sammenhæng, så stod jeg helt af.
Det frustrerede mig grænseløst, at jeg ikke kunne gøre noget ved mit problem, men på samme tid gav det mig en vis form for lettelse at vide, at jeg i det mindste ikke kunne gøre for det.
Jeg er bare ikke skabt til at tænke logisk - Lever jeg op til min hårfarve? Apparently I do.

- I 9. klasse begyndte jeg at ændre min syn på matematik. Jeg nægtede simpelthen at komme ud af folkeskolen med en dårlig eksamens-karakter. Så min støtte-lærer og jeg lagde en plan for, hvordan jeg hurtigst muligt lærte stoffet, der kunne dukke op i en skriftlig matematik-eksamen.
Jeg var så grænseløst lykkelig da jeg endte med at få 4 i skriftlig og 4 i mundtlig matematik, da jeg gik ud af 9. klasse. Jeg kunne simpelthen ikke beskrive den glæde jeg følte og jeg lovede mig selv, at jeg ville prøve at holde en vis form for fokus gennem gymnasie-tiden.
Jeg skulle vise alle, at jeg sagtens kunne forbedre mig!

- Da jeg startede i 1.G fik jeg tildelt en mentor og min matematik-lærer blev informeret om, at jeg havde en del problemer når det kom til matematik. Det første halve år fik jeg også 00 i alle mine matematik-afleveringer og mit mod på, at alt nok skulle ende godt, blev pludselig mindre og mindre.
I starten af dette år valgte jeg så at begynde i lektie-café hver gang jeg havde en matematik-aflevering for. Pludselig fik jeg en masse 10- og 12-taller, men jeg følte stadig ikke, at jeg havde fortjent det, selvom at det var mig der havde regnet stykkerne ud. Jeg var overbevist om, at det var de lærere der hjalp mig i lektie-caféen, som gjorde, at jeg fik så gode karakterer, men da jeg for nogle måneder tilbage havde en årsprøve i hele pensum i matematik, og derfor var tvunget til at arbejde alene, så fandt jeg ud af, at jeg ikke var helt så dum som jeg gik og troede;
Jeg fik (fucking) 7!!!!

- Det var en kæmpe sejr for mig - Jeg havde rent faktisk lært noget ved, at der var nogen der sad og hjalp mig hele tiden i lektie-café; Det var ikke bare dem der sad og lavede mine ting, men mig selv der havde lært at tænke mere logisk! Før i tiden kunne jeg kun få 00, og efter 6 måneder kunne jeg få 7! Min glæde var direkte ubeskrivelig og jeg var overbevist om, at jeg sagtens ville kunne klare mig gennem livet med bare dette 7-tal!
Nogle måneder efter "mit store 7-tal", blev års-karaktererne for de afsluttende fag, skrevet ind på lectio. 7 i skriftlig og 7 i mundtlig matematik - ALL OF MY WHATS?! I halvårs-karakter havde jeg fået 02 i begge ting, og nu fik jeg pludselig 7! Jeg var fuldstændig mundlam, og jeg ringede nærmest grædende op til min mor bare for at fortælle hende, at jeg havde fået hele to 7-taller. Alle mine 12-taller i de andre fag kunne ikke måle sig med de 7-taller jeg fik i års-karakter i matematik.
Det var ren lykke.

- Da jeg fandt ud af, at jeg skulle op i mundtlig matematik, begyndte jeg ærlig talt at græde. Jeg havde så inderligt håbet på, at jeg skulle op i musik, men nej; Jeg trak det korte strå og skulle igennem 40 minutters matematik-helvede. Jeg har prøvet at forholde mig positiv ved tanken om, at jeg skulle op i matematik, men i fredags begyndte nerverne og uroen at komme. Bare natten til i dag havde jeg 10 mareridt om (fucking) matematik-eksamen; You better believe me when I tell you, that I am fucking nervous.
Allerede nu sidder jeg og småryster med mine hænder, jeg har en irriterende hjerte-banken og jeg har mest af alt bare lyst til at forsvinde. Jeg lider ikke af eksamens-angst - Det er ikke dét der er problemet.. Det er tanken om, at jeg skal til en mundtlig matematik eksamen. Tanken om at jeg skal trække mellem 11 forskellige spørgsmål og fremlægge om et af emnerne. Tanken om at jeg helst skal kunne snakke frit og svare på min lærers spørgsmål. Tanken om at jeg kan forberede en fucking kick-ass disposition, men derefter fejle noget så grusomt, når læreren spørger ind til emnet. I'm so screwed.

Så når jeg siger, at jeg frygter matematik-eksamen, så er det virkelig ren frygt.
Ren frygt fordi jeg er blevet stemplet som "dum", når det kommer til at tænke logisk.
Ren frygt fordi at det er det eneste fag jeg er så grænseløst usikker på.
Ren frygt fordi jeg er en helt ekstrem stræber, der er vant til at få 10 og 12 i andre fag.
Ren frygt fordi jeg føler mig direkte hæmmet i at kunne tale frit om et emne
Ren frygt fordi det er matematik.

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne tro på mig selv og have en enorm selvtillid, som jeg har ved de andre fag; Men det har jeg bare ikke. Det hele er væk, og tilbage sidder frygten. Jeg krydser fandme fingre for, at jeg ikke bare begynder at græde, så snart jeg træder ind i eksamens-lokalet i morgen. Fuck.

Det må ikke være rigtigt!

1.G er snart slut, og jeg er derfor ikke længere en "sølle sut".
Jeg ser nu mig selv som en rigtig gymnasie-elev, og jeg kan ikke være mere lykkelig over den tanke! I starten af året var jeg blot forvirret og usikker på mit valg om gymnasiet og jeg havde ingen forestillinger om, at jeg ville betragte VG som mit andet hjem; För helvet jeg elsker det sted og alle de mennesker der går der <33333
Jeg er nu i gang med mine eksamener og årsprøver, og om nogle måneder er jeg officielt en 2.G'er. Det hele virker ligepludseligt meget mere seriøst og jeg tror næsten, at tanken behager mig. Hvem vil ikke gerne tages seriøst?
 I know I do.

Dog bryder jeg mig heller ikke om, at 1.G allerede er ved at være slut. Hvor blev alle de måneder af? Hvordan kan der blive proppet så mange minder og oplevelser ind i det korte stykke tid? Hvorfor holder jeg allerede så forbandet meget af mine venner? Jeg er ude i stand til at styre mine følelser for det sted (Der kom min poetiske side lige frem), og jeg hader tanken om, at jeg "kun" har 2 år tilbage på denne fantastiske skole. Det må ikke være rigtigt!
Tanken knuser mig jo næsten; Jeg har simpelthen gjort VG og mine venner til en for stor del af mit liv til, at jeg bare skal slippe dem om 2 år. Puha det er nok det sidste jeg har lyst til.


I dag var jeg hurtigt oppe på min skole for at trække min tekst til tysk mundtlig årsprøve, som finder sted i morgen. Jeg var så over(fucking)heldig at trække teksten "Christiane F: Wir Kinder vom Bahnhof Zoo" - Jeg har set den film mindst 10 gange, og at jeg nu får den som tekst gjorde jo bare det hele nemmere! Teksten har egentlig også været super nem at forstå, så allerede efter 4 timer var jeg færdig med min disposition og med at skrive ordret, hvad jeg skulle sige til eksamen. Derefter øvede jeg mig så på at huske det hele i hovedet, og den mission har jeg nu også nået. Jeg er sikker på, at den eksamen nok skal gå fantastisk; Især når man har så stor en kærlighed for det tyske sprog, som jeg har ;)))
På grund af mit hårde arbejde valgte jeg at forkæle mig selv, ved at købe nye plugs til mine ører. Jeg har bestilt to "Pug-plugs", og jeg elsker dem! Jeg sværger - Hvis én dreng købte noget til mig med en mops på, så ville jeg græde af glæde. *hinthint*. Ohmygod dette er selvforkælelse x1000. Fucking 100p.

Anywhore; Kender I de der indre diskussioner, man kan have med mig selv?
"Jeg er egentlig ret glad for det der.. MEN SÅ ER DER DET DER SOM IRRITERER MIG.. Men det der er egentlig også ret godt! MEN SÅ ER DER DEN DER TING JEG VIL SLÅ IHJEL"..
Yeaaah - You get the idea.
Sådan nogle har jeg mange af med mig selv for tiden. Jeg kan simpelthen ikke bestemme mig for, om jeg er glad eller ej. Jeg tror egentlig, at jeg er glad nok, men jeg føler bare, at jeg viiirkelig mangler et eller andet, som lige giver mig det sidste skub. Jeg har virkelig ikke den fjerneste anelse om, hvad det kunne være, så det ender egentlig bare ud i, at jeg diskuterer med mig selv.
Det er næsten voldsomt, så intelligent jeg kan lyde.


// Nadia Nielsen. Over and out.

Ingen aggressivitet

Aaaah jeg er simpelthen for fucking söd hele fucking tiden!
Hvorfor bliver jeg ved med at give folk chancer og tilgive dem, selvom at jeg udmærket godt ved, at det kommer til at gå galt hver gang?! Er der noget galt oppe i mit hoved? Aaaah sker der for alt her i livet. Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at blive sur og aggressiv? Der er ingen aggressivitet inden i mig. UGH!!! Ohmygod JEG SVÆRGER, hvis jeg kunne blive sur, SÅ GIK DET DA GODT NOK OGSÅ HELT GALT! For søren da også, åååååh hvad er der galt med mennesker i dag altså. Hvorfor forventer de, at jeg vil sætte ALT min tid af til dem?! Tror I, at I er mega specielle eller hvad?! Nej, det er ikke - For så havde jeg jo nok selv spurgt, om jeg ville se jer! aSDFGHJKL ohmygod og så bliver I sure på MIG, fordi jeg ikke liiiige har tid til at se jer - Ja, jeg undskylder da MANGE GANGE for, at jeg har et par eksamener og årsprøver jeg liiige skal igennem først; Herre fucking jesus kristus altså - Hvor vigtig tror du lige du er? Forventer du, at jeg dropper mine aftaler for din skyld? For søøøøøren da også det er GROTESK det her. iiiiih mærk min vrede OVER TEKST. sku', fuck, for søren, satans, bumbum AAH.


^Det skulle jeg simpelthen lige ud med. Som I kan se, så er jeg rigtig dårlig til ord, så jeg kan simpelthen ikke forklare mig ordenligt. Jeg måtte bare ud med det, fordi NOGEN MENNESKER BARE ER.. fdhidgioc det kan bare ikke beskrives. For søren da også det er rent humbug.
Og for at det ikke skulle være nok, så kan jeg heller ikke spise DUMLE KARAMELLER, da de sidder fast i min tungepiercing - Hvad er dette dog for en GRUSOM verden vi lever i? ÅH.
Der er forresten også en edderkop der har bosat sig ved min seng, SELVOM AT JEG STØVSUGEDE I TORSDAGS?!?!? 'Amen helt ærligt altså!!!

Jeg fucking hader fluer og matematik. Aaaaah.

Gå nu i seng, Nadia

                                                                   Jeg er træt;

• Af drama 
• Af løgne 
• Af rygter 
• Af pigefnidder 
• Af lektier og afleveringer 
• Af visse menneskers ansigter
• Af sygdom 
• Af venskaber man føler er ved at forsvinde 
• Af min kedelige hverdag 
• Af at jeg ikke kan være 100% ærlig om, hvad jeg går rundt og laver, da jeg så vil modtage skuffelser, forargede blikke og sure miner
• Af at føle, at jeg ikke længere har styr på mit liv
• Af at jeg bliver irriteret over de mindste ting, såsom at folk skriver "Hvis jeg får den der trøje/de der sko/whatevs, så bliver jeg lykkelig!" Materielle ting skaber ikke lykke - Hold din k***
• Af at jeg evigt og altid er udmattet i mit hoved, og at jeg ikke kan finde ro
• Af at jeg skal fremlægge i musik i morgen, men jeg har ikke forberedt noget endnu
• ^At små problemer som dette, rent faktisk ødelægger mit humør
• Af at jeg bogstavelig talt ikke har noget sommertøj; Og jeg har bestemt heller ikke nogle penge
• ^Materielle ting skaber ikke lykke - Husk det nu, Nadia.
• ^^Hold kæft hvor er jeg dobbeltmoralsk til tider

     - Jeg er bare træt. Hvor er min faste klippe? Min ro? Den eller Det jeg kan støtte mig til? Hvor er den ekstreme lykke jeg havde for nogle måneder siden? Hvor er mit overblik og min tro på, at alting nok skulle gå? Jeg burde købe en kat.

// Nadia Nielsen. Over and out.

Call me old fashioned

Ved I hvad jeg savner?
En kedelig, gammeldags, romantisk og söd dreng.


-Én der vil holde døren for dig, og lade dig gå først ud. Én der vil bruge flere timer på at høre om dine drømme, håb, din tro og alt det du gerne vil opleve. Én der kommer op og overrasker dig med et kram bagfra. Én der skriver 'Godmorgen' og 'Godnat' hver dag. Én der sender söde beskeder i løbet af dagen. Én der simpelthen ikke kan lade vær' med at give dig komplimenter. Én der vil lytte til dine problemer hver gang alle de små problemer bliver til ét stort problem. Én der vil arrangere små hyggelige ture ud til vandet, ud og se på stjerner eller noget så klassisk som biografen eller en restaurant. Én der brænder så meget for noget, og som så gerne vil have, at du kan lide det samme, så de bruger evigheder på at fortælle om det, og du kan se passionen i deres øjne. Én der vil nusse dig i søvn, bare fordi det gør dig glad. Én der kan se, hvornår du har haft en dårlig dag og som ved, hvordan de skal tackle det. Én der kysser dig på panden og hvisker söde ord i dit øre. Én der pusler om dig, når du er syg. Én der ved hvor din grænse er, og som bliver ved med at drille dig til du er ved at blive lettere irriteret, og så gør de det hele godt igen med et kys. Én der vil lave mad til dig, ligemeget hvor dårlige de er til det. Én du fanger i at kigge på dig hele tiden. Én der vil give dig noget så klassisk og sukkersödt, som blomster. Én der kan se en fremtid i 'Jer to'. Én du kan være dig selv 100% med og som du kan mærke, kan være sig selv 100% sammen med dig. Én der er villig til at se alle dine yndlingsfilm, hvis du også ser deres. Én der kan smelte dit hjerte bare ved at smile til dig. Én der kan bruge en hel dag i sengen på at se jeres yndlingsserier, spise en masse mad og game, men som også kan finde ud af at tage dig med ud og opleve noget. Én der siger ting som "Når vi engang bliver gamle nok, skal vi...." Én der vil vise dig frem til hans venner med stolthed. Én der finder gamle billeder af dig på Facebook, og som altid skriver en söd og flabet kommentar til det. Én der viser, at han rent faktisk er interesseret i dig.
Én der vil gøre dig til hele hans verden.


Kald mig gammeldags, men det er sådan noget jeg elsker. Nogen vil måske synes, at det hurtigt kan blive for meget og direkte irriterende, men jeg elsker det, hvis det er i de rigtige mængder.
Jeg kræver ikke alle disse ting; Det er bare de ting der får mig til at falde i svime over en dreng. Jeg har evigt brug for bekræftelse, og hvis en dreng ikke kan finde ud af at give mig det, føler jeg mig fuldstændig magtesløs og som om, at jeg ikke har noget som helst at skulle have sagt. Jeg har brug for et eller andet tegn på, at jeg er god nok. God nok til dem & god nok generelt.
Ugh. Give me some romance.

// Nadia Nielsen. Over and out.

Fucking dull

Og hvad laver jeg så sådan en mandag aften?
Jeg sidder endnu en gang og laver lektier, mens jeg drikker min elskede grønne te, hvor der helst ikke må være mere end to teskefulde sukker i.

Hold kæft hvor er jeg er blevet kedelig.
Denne aften er præcis som alle mine andre aftenener, for ikke at sige dage; Stå tidligt op - Tage i skole - Træning - Lave lektier - Spise - Lave flere lektier - Sove. Repeat.
Det værste af det hele er nok, at jeg bestemt ikke har noget imod det. Jeg elsker at bruge alle mine dage på lektier; Jeg har også haft fri fra skole siden onsdag på grund af nogle skrivedage vi havde oppe på VG, og hvad vælger jeg at gøre? Lave en masse afleveringer. Og da jeg var færdig med mine egne, begyndte jeg at hjælpe mine venner med deres.

Don't get me wrong! Jeg laver bestemt også andre ting!
Jeg ses med mine venner, tager til fester og prøver at være så social som muligt.
Men hver gang at jeg har "fri" = Som i Ingen aftaler, ingen forpligtelser, intet. Så begynder jeg med det samme på lektierne igen. Og hvis det værst tænkelige skulle ske - At jeg ikke havde nogle for - Så begynder jeg at træne.
Man skulle næsten tro, at jeg frygter at kede mig... Et eller andet sted gør jeg det også; Det er altid dér jeg begynder at overtænke og sætte mig selv i et dårligt humør - Men jeg burde da også kunne finde ud af at slappe af? Jeg slapper selvfølgelig af når jeg fx ser film med mine venner, men jeg har ikke haft en ordenlig afslapnings-dag for mig selv i evigheder.

Det er jo ikke dårligt, at jeg altid laver lektier. Det er jo ikke dårligt, at jeg altid træner.
Men jeg lyver ikke når jeg siger, at hver gang folk skriver til mig og spørger "Hvad laver du", så svarer jeg nærmest altid; "Jeg laver lektier".
Jeg vil bare ikke fremstå som et virkelig kedeligt menneske der ikke har andet indhold i sit liv end træning og lektier og det tror jeg næsten, at jeg er begyndt på. Ugh jeg er bare mega sjov x1000. Jeg sværger. Hahaha.

Jeg burde virkelig lære at slappe af... Når jeg er færdig med denne biologi-rapport og lektierne til tirsdag og onsdag.


// Nadia Nielsen. Over and out.

Jeg kan ikke fortsætte længere

Jeg har 17 skoledage tilbage som 1.G'er - 37 moduler - En sprogrejse til Bremen - Læseferie; Snart er dette skoleår slut, og jeg er endnu en gang ved at give op.

Jeg er træt i min krop og mindst ti gange så mere træt i mit hoved. Jeg er evigt udmattet og det kan ses på alle de aftaler jeg aflyser, mine lektier som jeg bruger mindre og mindre tid på og mine afleveringer som bliver dårligere og dårligere. Jeg har så inderligt brug for en ferie inden, at det her går helt galt.

Jeg har kunne holde min kroniske træthed ved lige det meste af dette skoleår; Jeg har nægtet at lade den påvirke mig, og jeg har prøvet at få en normal hverdag til at hænge sammen selvom at der var ingen der troede på, at jeg ville kunne klare en gymnasial uddannelse.. Men nu kommer den tilbage med sådan en "kraft", at man skulle tro, at den næsten havde "ladet op" til at ramme mig med det hele på én gang. Jeg har aldrig været mere træt i mit liv, og det begynder at gå ud over mine venskaber og mine lektier.
-Jeg kan godt høre, at det lyder fuldstændig latterligt. Kronisk træthed? "Man kan skuda ikke være kronisk træt" - Citat; De fleste jeg har fortalt det til.. Men jo - Det kan man, og jeg ville så inderligt ønske, at jeg ikke havde den her sygdom. For det er ikke fysisk; Jeg har været igennem en masse blodprøver og hvad-ved-jeg blot for at finde ud af, at det hele var psykisk.
Well that's just great - No "cure" for me then.
Det er et helvede at være træt hele tiden - At være så udmattet i sit hoved, at man til sidst på dagen ikke engang kan finde ud af at føre en gaffel op til munden - Generelt bare at få en hverdag til at hænge sammen er noget der ikke burde være synderlig svært, men det er det; Desværre.

I dag faldt jeg i søvn i mit sidste modul, engelsk-timen, og det har plaget mig lige siden. Min lærer bad min sidekammerat om at prikke til mig, fordi de simpelthen ikke kunne vække mig, og da hun senere hen spurgte mig om, hvorfor jeg var så træt, blev jeg jo nød til at indrømme, at jeg nok havde "rodet mig ud i for meget på skolen, fordi jeg både er i morgensamlingsudvalget så jeg skulle gøre klar til dagens morgensamling og rydde op efter dagens morgensamling, og så er jeg jo også i elevrådet, så der skulle også holdes et møde i et af frikvarterne angående noget indsamling" - Det eneste min lærer havde at sige til det var; "Måske skulle du ikke melde dig til så meget, og måske fokusere på at slappe lidt mere af". Og hun har jo ret.
- Jeg har måske rodet mig ud i for meget, hvis man tænker på min ekstreme træthed. Jeg har måske rodet mig ud i for meget, når jeg bliver så udmattet i de sidste moduler. Jeg har måske rodet mig ud i for meget, hvis selv min lærer kan se, hvordan det hele påvirker mig.
Men jeg elsker at være en del af disse ting! Jeg elsker at kunne være med til at give folk fede oplevelser til morgensamling og jeg elsker, at jeg kan være med til at gøre en forskel ved at være med i elevrådet! Jeg vil for altid i verden ikke opgive disse ting, men måske har min lærer stadig ret. Måske skal jeg bare lære at slappe lidt af.

~ Inden jeg startede på VG sidste år, havde jeg haft mange møder med min sagsbehandler, mine forældre og skolens ledere om, at jeg nok skulle tage gymnasiet over 4 år - Netop på grund af min træthed og at jeg til tider kan have svært ved at skabe et overblik. Dog nægtede jeg og protesterede alt det jeg kunne - No way at jeg skulle tage en gymnasial uddannelse over 4 år! Jeg ville tage den lige som alle andre! Jeg ville blive i den samme klasse altid, og jeg har stadig ikke fortrudt det valg i dag.
Jeg fik tildelt en mentor til at hjælpe mig med mit overblik, men hende har jeg ikke haft brug for. Alle mine fremtidige lærere fik beskeden om, at jeg var kronisk træt, men jeg har aldrig udnyttet, at jeg må gå fra timerne hvis jeg vil - Indtil nu har jeg klaret mig fantastisk, og jeg har modbevist alle dem der sagde, at jeg ikke ville kunne klare en uddannelse som denne - Jeg blev stemplet som dum, og nu står jeg her. 1.G er ved at være ovre, jeg får fantastiske karakterer, jeg klarer mig lige så godt som alle andre og jeg er præcist det modsatte af hvad folk troede jeg ville blive.
^ Det er det der holder mig kørende - Det er det der sørger for, at jeg ikke bare giver op. Folk forstår ikke min store kærlighed til VG og til at lave mine lektier, men her er én af de største grunde til det. Jeg har modbevist alle, og jeg har bevist overfor mig selv, at jeg er mindst lige så god som de andre. Hell to the fucking yeah.


// Nadia Nielsen. Over and out.





PS. Jeg synes, at det er ret godt gået, at jeg igennem et blog-indlæg som dette fik overbevist mig selv om, hvorfor jeg ikke skulle give op. Credits til mig man.